Jeg skrev om din træningsstrategi for halvmaraton lige før løbet. Jeg ved, at du læser, arbejder ud, forberede, og gør alt hvad du kan for at være klar til den store dag.
Forbered dig på at være i TheMPics ogHonorsMy Name er Richard Kerr. Jeg er managing partner hos Hammer’s Sports Medicine i Dallas. Nærmer sig målstregen i min første og eneste halv-marathon, at jeg ikke bære en pre-runshirt. Jeg ved, at jeg burde sige dette, men jeg er bare taknemmelig.
Held og lykke Richard, vil jeg være der læner sig op ad den maleriske vandflaske, sang sammen med mængden ….” Der er kun én Richard Kerr og jeg er her for ham.
Richard vidste, at jeg ville være der, så han sørgede for mig at slutte sig til ham og nogle af hans venner på startlinjen.
Vi mødtes i kryds af motorveje 42 og 400 på mile 4,4, kun 24 miles ind i vores race.
Dette ville være den sidste 20-miles af den 42. årlige Thanksgiving Day Race for Tyrkiet. Det vil blive afholdt til minde om kalkunens død på grund af forskellige sundhedsmæssige problemer høflighed Huntingdon Wild og Grand Kids.
Richard havde sørget for at møde mængden fra en udsigtspost med udsigt over Memorial Bridge. Jeg var begejstret for at kunne lytte til den mand, der var Talk of the Town i det øjeblik.
Richard stod opmærksomt på hesteryg, da han gik op til spiseteltet. Bipin, min ven, stod på opmærksomhed, da jeg kiggede på ham. Jeg spekulerede på, om han følte sig lige så nervøs som mig.
Jeg fulgte mine anvisninger præcist, jeg tjekkede mit ur og læse kortet. Vores trek havde endelig nået et officielt stop.
Richard bragte et embodiments Bipin til mig, da vi kom ind i det støvede område i den nordlige ende. Jeg var i stand til at line op i rullen og tilbød min varme hilsen.
Jeg byder ham en lykkelig morgen og et godt liv. Da jeg nippede til min kaffe, delte jeg historier om dagens eventyr såvel som jagten. Disse historier afslører ikke historien om kalkunen, men det er svært at sige uden billeder.
Richards brune øjne funklede med en gnist, der kunne lyse en blok af byblokke.
“Hvordan har kalkunen det?” Han spurgte.
“Ikke så godt, som jeg påstod.” Jeg forklarede ham, at Bipin netop havde leveret en Woodford rekord 110 Tyrkiet for den lille høne.
Han svarede: “Vi vil have en mere på min NTN.”
“Hvem er det?” Jeg spurgte.
Richard forklarede, at Warren riffel jæger O Massey havde sat Woodford rekord for den foregående aften. Det lykkedes ham at sække 116 yards på Lawrence landmænds fair grunde.
Det var da, at jeg tænkte, “Nu vil dette være en vanskelig kurs!” Richard har altid ret! Dette er det bedste tidspunkt at gå i tilbagegang. Men jeg havde ikke brug for det til at blive hørt for blæksprutte i min hjerne behandling kamre til at indtaste mit sind for de resterende 8 uger.
Jeg var i stand til at tage plads under teltet, som overset køkkenet. Jeg var taknemmelig for den fulde udsigt over området foran og bag buffetbordet. Jeff og jeg kunne se hele hturkey madlavning, er jeg sikker på.
Massey er i øjeblikket førende, men han var ikke i stand til at gøre det i dag. Jeg spurgte.
Han svarede: “Det gjorde han ikke.”
Richard mente, at han ville have gået videre på Massey’s 12 point sorteper og Richard troede, at kaldelse ville have klaret sig godt, hvis han havde båret en orange vest foran og Simon var tættere på skinnerne.
Richard sagde: “Massey modtager den slags deltagelse så ofte,” og “vores fyr normalt fanger noget.”
Richard og Bipin bemærkede begge Gustation ved flere lejligheder. En af de gange, husker jeg, var, da vi var i stand til at undgå den kloge lokkedue. Selv dengang troede jeg, at den store fyr var lige så gammel og rig som Richard. Det store, fede skind i det flagrende skur kunne være blevet dræbt af en lille dreng for 20 år siden.
Richard foreslog, at hvis vinden var rigtigt en forbipasserende jæger kunne være i stand til bare at riffel et par pludrer fra at skjulested.
Vi følte, at vi skulle til slutningen af vores liv på den skovklædte sti, der løber mellem vores ø og den ene to miles forude.